Værktøj: Skriv bedre title og meta description

Google værktøj: Sådan viser Google din title og meta description. Optimer din side med den helt rigtige tekst.

156 tegn


Title tag

Indholdet i title tag’et vil 9 ud af 10 gange være det, som Google viser som den blå overskrift på et søgeresultat. Derudover er det en tekststreng, som har afgørende indflydelse på, hvordan en side matches imod det, der søges efter på Google.

Altså er title tag’et ekstremt vigtig i forhold til SEO, samt for hvordan dit indhold bliver præsenteret, når det deles på sociale medier, gemmes som bogmærke mv.

Title tag’et skal gerne være en præcis og kortfattet beskrivelse af sidens indhold. Det er altså vigtigt, at du bruger relevante nøgleord samt navnet på virksomheden eller brandet.

Best practice for title tag
Primært nøgleord – Sekundært nøgleord | Brand

Eksempel
<title>Title tag – Best practice for title tag’et | Makeable</title>

På forsiden anbefales det at skrive brandets navn først efterfulgt af nøgleord. På undersiderne er det bedre at gøre det omvendt, hvormed du først skriver sidens nøgleord og efterfølgende navnet på virksomheden eller brandet.

Google vælger selv hvilken title, den tildeler de forskellige resultater. Den retter sig dog meget tit efter den tekst, der står i dit title tag.

For Google gælder det også, at hvis din title er længere end 512 pixels, så “bides” den over, og der tilføjes punktummer. Det hedder, at den trunkeres. Dermed er det bedst, at du holder dine title tags til at være mindre end de 512 pixels – brug værktøjet herover til at sikre netop dét.

En god huskeregel er, at du for danske websider kan skrive ca 55 karakterer. Grunden til at man ikke kan angive et nøjagtigt tal, er, at de forskellige bogstaver i alfabetet ikke fylder det samme. Eksempelvis fylder et ’m’ mere end et ’i’.

Meta description

Din meta description – eller på dansk, meta beskrivelse – skal indeholde et kort uddrag om indholdet på en webside.

Hvor title er en væsentlig ranking factor, så er meta description væsentlig for Click Through Rate (CTR) – altså hvor ofte folk klikker sig videre fra Googles søgeresultater og ind til din side. Den har ingen indflydelse på dine siders rangeringer.

Hvis du skriver en læsevenlig og overbevisende beskrivelse ved hjælp af vigtige nøgleord, kan det altså betyde flere, der klikker videre – og flere besøgende.

Og ja, CTR kan også godt påvirke dine placeringer positivt – i hvert fald hvis besøgende i overvejende grad ikke bouncer – altså med det samme går tilbage til Google igen – men derimod bruger tid på sitet. Man siger så, at siden sender nogle positive user signals, hvilket er godt for din søgemaskineoptimering.

Best practice for meta description
Skriv en interessant og appetitvækkende beskrivelse, som inkluderer nøgleord og som kommer så tæt på 156 karakterer som muligt – dog uden at være længere end dette

Eksempel
<meta name=”description” content=”Udvikling af websites og apps (iPhone og Android). Her kan du hilse på teamet i Makeable, læse om hvilke virksomheder vi hjælper og se vores projekter”/>

Det er vigtigt at være klar over, at Google vil fremhæve ord i uddraget med fed, hvis de matcher det, der søges efter. Det gør et søgeresultat mere iøjnefaldende og øger dermed sandsynligheden for, at brugeren klikker sig videre. Ergo skal du huske at inkludere sidens nøgleord i meta description.

Ligesom ved title tag, så vælger Google selv hvilket uddrag, den viser sammen med søgeresultatet. Dog retter den sig ofte efter den tekst, der er angivet i meta description.

Ligesom for title tag’et, så er det vigtigt, at ens meta descriptions er unikke på tværs af websitet. Og så bør teksten være max 156 karakterer lang, ellers vil Google trunkere den.

Hvis din meta description er 156 karakterer, vil Google vise hele beskrivelsen. Er din beskrivelse 157 karakterer, vil Google fjerne karaktererne efter nummer 156 – faktisk vil den fjerne helt ned til 153 karakterer, da der skal være plads til de tre punktummer, som indikerer, at sætningen fortsætter. Det betyder altså, at Google ikke fjerner 1 karakter, men 4.

Brug vores SERP værktøj længere oppe til at skrive effektive meta descriptions, som ikke trunkeres.