Skrevet af den

Skab værdi med dine glemte sider: 404-siden, søgesiden og site map-siden

404-siden, intern søgning og site map

Hvis du driver et professionelt website, må du ikke undervurdere disse tre sider, som kan have en positiv effekt på både salg og søgemaskineoptimering.

Det er de glemte sider. Dem ingen har tilegnet nogen særlig værdi, og som hverken optager budget eller bevidsthed.

Jeg snakker selvfølgelig om 404-siden, søgesiden og site map-siden.

Gør 404-siden relevant og salgsfremmende

Denne side er som regel den kedeligste på hele websitet. Hvis den overhovedet eksisterer.

Formålet med 404-siden er at fortælle brugeren, at siden der efterspørges, ikke eksisterer. Men hvorfor ikke vende denne lidt triste situation til faktisk at være salgsfremmende?

Selvfølgelig skal du fortælle, at siden ikke blev fundet, men samtidig kan du præsentere dine andre sider eller lignende produkter.

En idé er, at bruge indeholdet i URL’en til at søge på sitet, og så præsentere andet indhold, der kunne have interesse. Eller giv et underholdende budskab, som vender den negative stemning til en positiv – det prøver vi selv på makeable.dk/404-side.

Spiren fra vores logo er løs på vores 404-side

Har du intern søgning, så indsæt et søgefelt og lad brugeren søge efter noget andet. Du kan også præsentere dit mest populære eller nyeste indhold. Sidstnævnte kan tilmed være gavnligt for søgemaskineoptimering.

Med andre ord; lad ikke en bruger forlade sitet i frustration. Vend situationen til noget positivt, noget salgsfremmende.

Google har i øvrigt også en mening om, hvad en god 404-side er.

Bruger man intern søgning, skal søgemotoren være af høj kvalitet

“..Og så skal der være søgning” er en sætning, jeg hører ofte, når vi er inde som leverandør på en ny hjemmeside.

Mange betragter intern søgning som en selvfølge. Her er det mit job at afklare følgende:

  • Er der overhovedet behov for intern søgning?
  • På hvilken måder skal søgeresultaterne vises?
  • Hvilken søgemotor skal jeg bruge?
  • Er det i virkeligheden filtrering, der er behov for?

Intern søgning er for alvor relevant på hjemmesider af høj kompleksitet med mange sider og et dybt hierarki. Typisk ser man dem på webshops eller videnstunge websites.

En intern søgemotor af lav kvalitet kan være voldsomt frustrerende at bruge. Brugerne er på jagt efter information, og de har ikke noget imod at lede – bare det betaler sig til sidst.

Alt for mange interne søgemaskiner er af så ringe kvalitet, at de skader mere, end de gavner. Ofte er intern søgning brugerens sidste skud i bøssen, før han forlader websitet. Med andre ord: Er der intern søgning, skal søgemotoren være af høj kvalitet.

Har du intern søgning på dit website, så sørg for at den sender data til Google Analytics, så du kan tracke brugen af den. Det kan også give dig en række indsigter i, hvad folk efterspørger eller ikke kan finde på din hjemmeside.

Et site map kan være nogle brugeres redning

Som en slægtning til intern søgning har vi et site map.

Først er det vigtigt at lave en skelnen – der findes nemlig et sitemap og et site map. Bemærk opdelingen af ordet:

  • Sitemap: Én eller flere XML-filer, som lister samtlige sider (inkl. metadata) til søgemaskinerne.
  • Site map: En almindelig HTML-side, der viser en hierarkisk oversigt over alle siderne på sitet.

Begge typer er interessante. Men her handler det om HTML-siden, som brugerne kan se.

Ikke mange virksomheder benytter et HTML site map længere, men det er faktisk en skam. Ligesom en velfungerende intern søgning, så kan et overskueligt site map være medvirkende til, at brugeren finder det, der søges (i stedet for at forlade websitet).

For brugere med nedsat syn eller handicap, så kan et site map være deres redning.

Har man mange sider (100+) på sin hjemmeside, så kan det give mening at opsætte et index i stedet for en site map – eller på anden vise tilføje funktionalitet, f.eks. i form af fold ind / ud eller filtrering.