Skrevet af den

Makeable på Laracon EU 2018

Laracon EU 2018

Makeable har de seneste to år sendt et hold udviklere afsted til den årlige Laravel-konference Laracon EU. 2018 er ingen undtagelse!

I dette blogindlæg giver vores chefudvikler Lars Dahl en kort opsummering af de tre mest interessante talks.

Mens august blev til september drog Rasmus, Jens og undertegnede til Laracon i Amsterdam for at blive klogere og netværke med 800+ andre Laravel-udviklere.

Laracon har tradition for at rumme et bredt udvalg af foredrag. Det gør konferencen interessant for stort set alle i Makeable. Der er alt fra brede talks om kulturbaseret produktdesign til tekniske talks om krypterings-algoritmer – gerne krydret med humoristiske talks som fx “Everybody Poops”, der handlede om udvikleres kultur ifm. deling af kodebaser.

Vi forsøgte, så godt vi kunne at sprede os ud på konferencens tre spor for at få så meget ny viden som muligt. To tætpakkede konferencedage kræver godt brændstof – og arrangørerne tog sig godt af os. Der var kaffe og cola ad libitum samt et festmåltid af en frokostbuffet med retter fra alle verdenshjørner. Well done!

… og nu til de tre mest interessante talks!

Build bridges, not walls — Design for users across cultures

By Jenny Shen

Det kræver langt mere end blot at oversætte sine tekster, når produkter skal lanceres på det globale marked. Det var budskabet i Jenny Shens talk. Alle aspekter at produktet – lige fra design, over pris til fx informationsniveau – skal tilpasses det enkelte marked.

Et eksempel fra talken er TravelBird.com’s søgeformular, som på deres tyske site adskiller sig radikalt fra andre landesider. Tyskere forventer nemlig et ekstremt højt informationsniveau, når de bestiller ferie. Hvis man i stedet vælger den hollandske landeside, vil søgeformularen være skåret helt ind til benet.

Things every developer absolutely, positively needs to know about database indexing

By Kai Sassnowski

Denne talk var på én gang både underholdende og lærerig – sådan som de allerbedste talks er i min verden. Kai Sassnowski gav os alle en reminder på, hvorfor det er vigtigt at optimere databaser til den data, der ligger i dem og den måde, vi ønsker at tilgå den på.

Kais talk indeholdt også en live-coding-session. Her viste han, hvordan de rigtige indexes kunne gøre en forskel på, hvorvidt et databaseopslag tager 4 sekunder eller 21 millisekunder. SEJT!

State of Laravel

By Taylor Otwell

Laracons keynote var naturligvis præsentationen af den seneste udvikling på version 5.7 af Laravel Frameworket. Otwell har en helt tilpas underspillet fremtoning, når han præsenterer de allernyeste funktioner og muligheder i Laravel Frameworket. Dét var jeg vild med!

Keynoten bestod af én lang live-coding-session, lige som vi udviklere elsker det! Det var især fedt at se Taylor demonstrere nogle af de små lækre detaljer, som han er kendt for at implementere i frameworket. Personligt savnede jeg lidt om Laravels nye administrationspanel, Laravel Nova, som både vi og vores kunder uden tvivl bliver virkelig glade for i fremtiden. Her må vi “nøjes” med Otwells 90 minutters lange præsentation fra Laracon US.

Until next year Laracon!

Alt i alt var jeg rigtig godt tilfreds med årets Laracon. Jeg kunne dog godt savne lidt flere tekniske talks på et højt niveau. Dét ønske var der mange andre deltagere, som også havde.

Personligt ser jeg frem til næste års Laracon – og der er rygter om, at det hele rykker til en ny europæisk storby næste år … måske med vores egen Rasmus på talerstolen?

Se flere billeder fra turen på vores Instagram.

IMG_1404

Skrevet af