Skrevet af den

Er der stadig liv i Internet Explorer 6?

Internet Explorer 6 (IE6) blev udgivet i august 2001 og kan derfor fejre sit 10-års jubilæum næste måned. Og selvom den i dag både har fået et barn, et barnebarn og tilmed et oldebarn (IE9) så forsøger IE6 krampagtigt at holde sig i live gennem de 0,9 procent af de danske brugere, der fortsat benytter den forældede browser.

For lidt over et år siden – i maj 2010 – benyttede 3,45% af de danske brugere IE6. På ét år er dette tal altså faldet til en fjerdedel – fantastisk! Det er en kæmpe forskel. Måske skyldes det Microsofts eget initiativ, IE6countdown.com, måske at flere store spillere, ikke længere understøtter IE6.

Hverken YouTube, (dele af) Facebook eller Google understøtter i dag IE6. Det sparer de enorme summer på. Google offentliggjorde beslutningen gennem en blogpost med titlen Modern browsers for modern applications, hvilket i sig selv er en god pointe: Hvis man gerne vil have et moderne website, men samtidig også understøtte IE6, så svarer det til at bevæge sig fremad med en klods om benet. Langsomt, klodset og bare ikke særlig rart.

Hvorfor er der så stadig liv i IE6, og hvornår uddør fortidslevnet for altid?

Globalt set kommer det til at tage meget lang tid at udrydde IE6, hvis det overhovedet sker. Bemærk at ca. 34% af Kinas internetbrugere og 10% i Indien stadig benytter IE6. Der er her tale om uhyggeligt mange brugere, som de mest populære sites i verden helt eller delvist afskærer, ved ikke længere at understøtte IE6.

I Danmark kan der ikke gå lang tid, før så godt som os alle lukker kistelåget for altid. Vi er nede på 0,9% og tallet vil ikke stige igen. Dog vil der fortsat være en lille håndfuld, som er tvunget til at benytte IE6, da deres systemer bedst fungerer heri. Det er næsten tragisk.

Skal jeg optimere til IE6?

Nej.

Eller måske delvist. Hvis du driver en webshop med meget stor omsætning, kan udgifter til visse optimeringer måske hentes hjem gennem det mersalg, som de få IE6-brugere potentielt set genererer. Dog vil det højst sandsynligt være tilstrækkeligt at lave et site, som er funktionelt anvendeligt i IE6, men som ikke nødvendigvis ser godt ud. Det må IE6-brugere også efterhånden være vandt til.

Sådan ser makeable.dk ud for IE6-brugere

Sådan ser makeable.dk ud for IE6-brugere

De 0,9% er det generelle tal for Danmark. Om dit website har flere eller færre IE6-besøgende, kan kun dit analytics-værktøj fortælle.

I langt, langt de fleste tilfælde gør du både dig selv og brugeren en tjeneste ved ikke at optimere til IE6. Fortæl gerne brugeren, at der benyttes en forældet browser og giv et link til den nyeste udgave af IE. Hjælp brugeren videre i livet og brug de sparede penge på noget andet.

Lige en sidste ting. Du skal helt sikkert ikke optimere til IE6, hvis du ikke allerede har optimeret til Opera. Den norske browser sidder på knap 3% af markedet – mere end tre gange så meget som IE6.

Det er der sikkert mange, som der ikke har tænkt over.