Skrevet af den

App udvikling til det nye iOS 9 – iPhone 6s, iPad Pro og Apple TV

Nye apple produkter og iOS

Så kom det årlige – og af nogle længe ventede – Apple event, hvor årets nyheder omkring Apples mobile enheder og operativsystem blev præsenteret. Læs mere om hvad vi tænker om de nye produkter i forhold til app udvikling, samt vores test af det nye iOS 9.

Som lovet en opfølgning på vores seneste blogpost om iOS 9.

Onsdag aften kl. 19-21 dansk tid præsenterede Apple deres nyeste mobile produkter samt operativsystemet iOS 9.

De nye produkter og iOS 9 er vigtige i forhold til app udvikling til iPhone/iPad – og nu også Apple TV – da det giver nogle nye muligheder for at gøre apps endnu bedre. Læs mere herunder.

iOS 9

Vi har testet iOS 9 beta nogle måneder, og har nu haft mulighed for at teste den endelige udgave som bliver tilgængelig for alle fra på onsdag d. 16.09.2015.

I iOS 9 synes vi, det er værd at nævne:

  • Siri – ny, hurtigere og mere intelligent talegenkendelse. Sig f.eks. “seneste besked fra Søren”. Herefter finder Siri lynhurtigt den seneste besked fra Søren, og læser den højt for dig, hvorefter du kan svare via tale. Og ja det fungerer ret godt på dansk. Du kan også spørge og bede Siri om langt flere ting end tidligere. F.eks. halvvejs i en e-mail kan du via Siri sige ‘påmind mig om det i aften‘, hvorefter Siri automatisk opretter en påmindelse, der kan trykkes på, så når du senere samme aften bliver påmindet, nemt kan gå til præcist denne e-mail.
  • Forbedret søgning. Nu kan man direkte fra homescreen søge helt ned i indhold, der ligger i de enkelte apps, og ikke kun Apples egne apps. Dette skal dog være gjort tilgængelig gennem udviklingen, og virker derfor ikke som standard for eksisterende apps.
  • Batteriforbrug – detaljeret overblik samt historik over hvilke apps der bruger strøm – både når de er i forgrunden og når de kører i baggrunden. Desuden skulle iOS 9 give 1 times længere batterilevetid.
  • Smart tilbage funktion/link øverst til venstre i f.eks. Safari-browseren, efter man har klikket på et weblink i f.eks. en e-mail.
  • Splitview (splitscreen) på iPad Pro – så du kan se og bruge to apps samtidig. Herudover også forbedringer til multitasking på iPad’en. Endnu et klart tegn på at Apple vil gøre iPad’en til et stadig større alternativ til den bærbare kontor-computer.
  • Nemmere at selektere tekst mv. når man ønsker at kopiere det til udklipsholderen – nu kan man rent faktisk se den tekst man vælger, da den ikke længere er gemt bag ens finger.
  • Generelle optimeringer af indbyggede apps fra Apple – Noter, Kort, Kalender mv. Herudover er det nu muligt at søge/filtrere efter det man ofte leder efter under indstillinger.
  • Forbedringer i forhold til udviklingen af spil – Nu kan f.eks. virksomheder meget nemmere end tidligere få lavet f.eks. mindre julespil til deres kunder mv. for et overkommeligt budget.
  • Herudover er der forbedringer til sikkerheden mellem app og backends (bagvedliggende system der føder app’en med data. AarhusGuiden er et godt eksempel på en app, der modtager data fra en backend.

ios9

Er jeres app klar til iOS 9? Har I ikke fået testet jeres app på iOS 9, så ring eller skriv til os.

Læs mere om nyhederne i iOS 9 hos Apple

iPhone 6s

Apple lancerede traditionen tro også deres nyeste iPhone model. Denne gang en iPhone 6s og 6s Plus. Den ligner visuelt iPhone 6 og følger traditionen med, at hver anden nye model er performance- og hardwaremæssige forbedringer, og ikke et nyt udseende.

Følgende er nyt i iPhone 6s og iPhone 6s Plus:

  • Nyt og forbedret kamera der kan tage billeder i 12-megapixel og video i 4K. Herudover er FaceTime HD kameraret opdateret til 5-megapixel.
  • 3D Touch muliggør genveje og derigennem bedre og hurtigere interaktion med dine apps – gennem dybere og hårdere tryk. Dette kan bruges til at lave genveje til ofte brugte funktioner – endda direkte fra hjemmeskærmen uden først at skulle åbne app’en. Det kunne f.eks. bruges til at lave en effektiv genvej til registrering af timer og varer i en app som Intempus.
  • Live Photos. Dine billeder bliver gjort levende ved at der automatisk optages få sekunders video og lyd udover selve billedet. Det vil give nye muligheder for bl.a. fotodeling i f.eks. Instagram og Facebook mv.
  • Ny og meget kraftigere A9 chip der gør iPhonen endnu hurtigere – dette giver mulighed for at udvikle endnu mere avancerede apps.
  • Ny forbedret aluminium og glas samt en ny farve – rose gold.
  • Ny og hurtige Touch ID (fingeraftrykslæser). Touch ID bruger vi allerede i nogle af vores apps til godkendelse af brugeren, og det, at det nu er blevet op til dobbelt så hurtigt er en god forbedring. Det vil betyde, at endnu flere apps med fordel kan indføre et ekstra sikkerhedslag i apps i form af Touch ID.
  • Forbedret mobil-netværk og Wi-Fi.

iPhone 6s og iPhone 6s Plus forventes klar til salg i Danmark ca. midt oktober – måske før. Læs mere om den nye iPhone 6s.

Videodemo af iPhone 6s

Apple TV

Én af de mest ventede produktopdateringer var et nyt Apple TV. Det nye Apple TV er den 4. udgave af produktet. Herunder har vi listet det, som vi synes lyder mest lovende:

  • Apps. ja, hvorfor ikke. Apple TV er (stort set) det eneste produkt, der endnu ikke har fået egen App Store. Vi tænker, at særligt spilbranchen vil få stor gavn af, at kunne udvikle spil til den kommende App Store til Apple TV.
  • Ny og kraftigt forbedret bluetooth-fjernbetjening (langt bedre teknologivalg end den hidtige infrarøde) med touchpad og flere knapper samt batterilevetid på tre måneder.
  • Forbedret interface (GUI).
  • Siri – tal med dit Apple TV. Det er ikke længere ligefrem revolutionerende, at kunne tale med TV’et, men efter vores test af Siri på dansk i iOS 9 til iPhone, så tør vi godt love, at det bliver noget af en forbedring i forhold til det man i dag er vandt til fra de nyere smart TV.

Apple TV forventes klar til salg snarest – der er dog endnu ikke fastsat en endelig dato. Læs mere om det nye Apple TV

Videodemo af det nye Apple TV

iPad Pro

Apple lancerede, som rygterne spåede, en ny iPad med navnet iPad Pro.

Hvad skal man så tolke ud fra efternavnet Pro – ja efter vores mening (og nok også Apples), at denne henvender sig mest af alt til de professionelle brugere – særligt kreative brugere – dvs. grafikere, musikere, designere, fotografer mv.

  • iPad Pro har fået større skærm – hele 12,9 tommer med 5,6 millioner pixels – det burde sikre, at selv den mest kritiske pixel-perfect person kan se alle detaljer kniv skarpt. Til sammenligning har iPad Air 2 en 9,7 tommer skærm med 3,1 millioner pixels.
  • Stylus pen og tastatur – særligt pennen gør, at kreative designere og grafikere kan bruge den til at designe og tegne vektorgrafik direkte i hånden – måske har de mindre Wacom tablet fået sig en seriøs konkurrent?

Herudover er iPad Pro blevet 1,8 gange hurtigere end iPad Air 2, hvilket giver mulighed for at afvikle to apps samtidigt via splitscreen. iPad Pro kan købes i løbet af november.  Læs mere om iPad Pro

Se videoen med den nye iPad Pro

Apple Watch, iPad Mini m.m.

Apple Watch fik også en opdatering i form af nyt operativsystem – WatchOS 2, hvor den største nyhed er, at Apple Watch fremadrettet kan afvikle native apps – dvs. apps direkte fra Apple Watch uden at være afhængig af en iPad/iPhone app.

Herudover vil nye native apps til Apple Watch kunne udnytte de avancerede sensorer i uret – f.eks. pulsmåler, accelerometer samt mikrofon – se mere her.

iPad Mini fik en hardwaremæssig opdatering, så den nu har samme kraftfulde hardware som iPad Air 2.

Sidder I med en idé til en app?

Har I en idé til en app – f.eks. til Apple Watch, Apple TV eller blot til iPhone/iPad eller Android – så tag endelig kontakt til os for en fortrolig og uforpligtende snak. Det kan også være, at I har en app, der med fordel kan udvikles til Apple Watch eller Apple TV.

Gense Apple eventet

Fik du ikke set Apple eventet live, så har du mulighed for at gense det her.