Skrevet af Niels Sørensen den 15. november 2011

Med eller uden www – hvad er bedst?

Vi er flere gange blevet spurgt om, man bør benytte www eller ej i sine URL’s til sit website. Spørgsmålet er relevant, da http://www.example.com og http://example.com (og dermed også alle undersider) rent teknisk er forskellige websites og sider. Mange glemmer dette, og har således to websites – én med og én uden www – men med akkurat samme indhold. Så hvilken udgave skal man vælge, hvordan hjælper man Google med at indeksere så fokuseret som muligt, og hvordan undgår man at have duplicate content?

Skal du bruge www eller ej som indgang til dit website?

I forhold til søgemaskineoptimering, så er det fuldstændigt underordnet, om du benytter www eller ej i dine URL’s. Der er ingen elementer i søgemaskinernes algoritme, der favoriserer websites, der benytter www eller som undlader www (f.eks. http://makeable.dk eller http://makeable.dk). Det er dermed helt op til dig, og du kan f.eks. basere dit valg på, hvad der er nemmest at sige, huske eller udtale.

Men selvom det er underordnet hvilken udgave, du vælger at køre med, så er det vigtigt, at du vælger – og at du er konsekvent med det, du har valgt. Årsagen er, at søgemaskinerne behandler alle URL’s individuelt – det er de nødt til, da http://www.example.com og http://example.com rent teknisk er forskellige websites, der kan indeholde forskelligt indhold.

Derudover kan du jo ikke styre, om andre linker til dit website med eller uden www. Det vil være medvirkende til, at søgemaskinerne opfatter siderne med og uden www som forskellige og med et forskelligt antal af indgående links – men med nøjagtigt ens indhold.

Og det åbner for en anden risiko, nemlig duplicate content – kopieret indhold. Google synes ikke godt om at forskellige URL’s indeholder samme indhold. Og selvom Google ofte kan gennemskue, om duplicate content er sket på grund af en fejl, eller med en helt anden bagtanke, så er det ikke værd at løbe risikoen (som kan være at blive straffet på dine siders placering i Googles søgeresultat).

Sådan hjælper du Google til at fokusere rigtigt

Der er nogle forskellige ting, du kan gøre, for at hjælpe søgemaskinerne med at vurdere dine sider helt rigtigt, når du har valgt, om du vil benytte www eller ej. Det bliver en smule teknisk, men faktisk er det – som regel – ikke rocket science:

  • Opsæt permanente redirects (301-redirects), som automatisk viderestiller både Google og den besøgende til den rigtige udgave. Prøv f.eks. at skrive http://makeable.dk i dit adressefelt og se, hvordan du bliver videresendt til udgaven uden www. 301-redirects opsættes forskelligt afhængig af om din server er Apache eller IIS.
  • Alternativt indsæt et canonical-tag i <head> af din HTML. Canonical betyder foretrukket – og f.eks fortæller <link rel=”canonical” href=”http://makeable.dk/” /> Google, at vores forside bør indekseres og vurderes med udgangspunkt i URL’en uden www (også selvom andre linker til vores side med www).
  • Herudover bør du også indstille din foretrukne URL i Google Webmaster Tools under “Site configuration” > “Settings”. En nem måde at hjælpe Google med at fokusere helt rigtigt, når de forskellige sider på dit website vurderes i Googles søgeresultater.

    Sæt foretrukket domæne i Google Webmaster Tools

    Sæt foretrukket domæne i Google Webmaster Tools

  • Vær konsekvent når du linker til dit website – også internt. Har du lagt dig fast på udgaven uden www, så sørg for også at linke uden www.
  • Bruger du et sitemap, så sørg for at det indeholder de rigtige URL’s. Google vil nemlig foretrække disse frem for andre.

Er du i tvivl om dit website modarbejder søgemaskinerne, er du altid velkommen til at kontakte os.